”Hvem er jeg og hvordan kan jeg være til stede i verden ”
Jeg kunne se de gule, røde og blå blændende julelys lige da jeg mærkede øjeblikket stoppe. Jeg var frosset, og mine tanker var den eneste form for bevidsthed tilbage. Stille faldt en tåre af fortvivlelse ned ad min kind. Lever jeg overhovedet? Er det hele bare en ond drøm? Den ene tåre blev hurtigt til flere. Livlige julemuntre familier og mennesker masede sig forbi mig. Alle havde det godt og var trygge, undtagen mig som var fanget i frygt og fortvivlelse.
Mange unge har svært ved at se verden og de store spørgsmål om livet i øjnene. Hvem er vi? Hvor kommer verden fra? Er vi virkelige mennesker af kød og blod, eller er vi omsluttet af bevidsthed? Jeg synes, vi stiller for urimelige krav til os selv og samfundet. Fra bøger, venner og medier får jeg indtryk af, at vi frygter at fejle, men ender på en måde altid med det. Vi ønsker at være alene men ikke ensomme. Vi får panik anfald, som vi ikke kan kontrollere, når vi er ude. Og så er der frygten vi har søndag aften inden næste dag, hvor vi står i skolen. Vi lever i håbet om det gode liv, men vi bliver på en måde fanget i fortvivlelse og frygt for livet.
Jeg kender selv denne følelse. Allerede med mine første skridt i børnehaven begyndte jeg at stille de store spørgsmål. Som tiden gik, blev jeg teenager og det medførte et stort pres fra mig selv og ikke mindst fra verden omkring mig. Jeg skulle være en succes i skolen, klare mig godt i livet, være en god datter, en god ven, altid være glad og positiv og forstå meningen med livet. Jeg kunne ikke klare presset, så angsten bankede på. Der var lige pludselig ingen mening at gribe fat i og jeg var fanget. En dag kom min mor ind på mit værelse og gav mig bogen ”Sofies verden”. Jeg blev hurtigt fanget af den, og snart blev der åbnet en ny dør, som førte mig ind til filosofiens verden. Jeg læste om Kierkegaard og Satre.
”Angst er frihedens virkelighed som mulighed for Muligheden” lyder det hos Kierkegaard.
Søren Kierkegaard og Jean-Paul Satre er to fremtrædende tænkere og filosoffer inden for ”eksistentialismen”. Og angst er vigtig for dem begge. Søren Kierkegaards værker er mere dagsaktuelle end nogensinde. I en tid hvor flere unge og voksne har ondt i livet, minder han os om, at de eksistentielle kriser er en del af livet. Ifølge Kierkegaard er angsten nærmest noget positivt. Den er udtryk for, at man befinder sig i en ”eksistentiel situation ”. Altså at man ikke ved hvem man er og ikke kan finde mening. For os mennesker forvandler den naturlige eksistenselle angst sig lige pludselig fra en sund drivkraft til en livstruet frygt for at fejle, men den eksistentielle angst er netop nødvendigt for os at stille de store spørgsmål om livet. Altså hvem er jeg, og hvordan kan jeg være til stede i verden?
”Det eneste vi behøver for at blive gode filosoffer, er evnen til at undre os”
Efter jeg har læst Satre og om hans filosofi lærte jeg blandt andet noget meget vigtigt om livet. Han forklarer, at når et menneske oplever, at det er til, men snart skal dø, så er der ikke nogen mening at gribe fat i. Jeg har ræsonneret en del efter jeg har læst dette og er kommet frem til noget der måske kan lyde lidt trist, men faktisk giver god mening. For mig handler livet ikke længere om at finde svar på alle verdens spørgsmål, eller en mening at gribe fat i. Det handler om, at der måske ikke findes nogen bestemt mening, og vi som mennesker må undre og forundre os om livet. Det har givet en stor forståelse for mig at læse, hvad andre mennesker har tænkt, og det har formet mit eget syn på livet.
…
Jeg sidder alene ved bordet med mine høretelefoner i ørene og lytter til musik. Jeg føler mig både glad og henrykt på samme tid, over hvor tryg og glorværdig jeg er i det øjeblik. Jeg nyder mit eget selskab med mine venner og familie i nærheden. Andre folk ville måske sige det er ensomhed, men for mig er det frihed.
Føler du nogensinde sådan? Og hvis du gør så husk angst er frihedens virkelighed som mulighed for Muligheden.
